Mange specialer fra Tschernings nedrivningsafdeling er i brug i forbindelse med en omfattende sanering og nedrivning af 10.000 m2.
Entrepriseform
Hovedentreprise
PROJEKT TYPE
Nedrivning
PROJEKTPERIODE
Januar 2017 – november 2017
BYGHERRE
Rudersdal Kommune
RÅDGIVER
Golder Associates
Kajerødskolen
Hele den gamle Kajerødskole er angrebet af PCB, bly, asbest og skimmel, og den skal derfor miljøsaneres og rives ned. Yderligere skal en jordforurening håndteres ved at grave af, og jorden bortskaffes.
Det er en klassisk opgave for Tscherning Nedrivning, hvor mange specialer kommer i brug, og arbejdsmiljøindsatsen for det store sjak, som er sat på sagen, har højeste prioritet.
Rudersdal Kommune sammenlægger to skoler, og Kajerødskolen, som er ramt af både PCB, bly, skimmel og asbest, har stået tom over længere tid. Bygningerne på sammenlagt ca. 10.000 m2 skal derfor miljøsaneres og efterfølgende rives ned. Den omkringliggende jord er endvidere forurenet med olie og PCB.
En projektleder samt formand med et stort sjak på 20 mand stripper bygningen for alt inventar, lette vægge, nedhængte lofter, gulvbelægning etc. Det foregår alt sammen ved håndkraft og håndmaskiner, idet der ikke er plads til større maskiner inde i bygningen.
Asbest omkring installationerne – i rørbøjninger med isolering – pakkes ind og skæres ud. Dernæst inddeles de lange bygninger i sektioner, og ventilationskanaler og et stort antal ituslåede ruder dækkes af. Således opretholdes undertryk under sandblæsning, som fjerner bly og skimmel fra overfladerne.
12 km. PCB-holdige fuger fjernes, og fordi PCB fra fugerne er trængt ind i betonen, skal vægge, søjler og bjælker renses ned, før ren beton sorteres fra PCB-forurenet beton, som bortskaffes til rensning i Holland.
I de lette facadepartier er der konstateret både asbest og PCB, og saneringen foregår uden risiko for spredning af de miljøfarlige stoffer i et telt med undertryk, som er opført på pladsen.
Selve nedrivningen sker med hele tre maskiner, da der er mange kvadratmeter. Til slut graves ca. 20 cm forurenet jord af, som indeholder både olie og pcb, og denne bortskaffes.
Opgaven omfatter en del kommunikation med naboerne til bygningerne, som modtager grundig orientering fra start og følges op med løbende varslinger. Det resulterer i en god proces, hvor beboerne gradvis vænner sig til byggepladsens aktiviteter.