Ring til os på +45 7020 7050, eller udfyld formularen – så vender den rette medarbejder tilbage til dig hurtigst muligt.
Udviklingen af brugen af genbrugsmaterialer skal skubbes i gang af høje ambitioner
På konferencen ’Circular Build Forum 2024’ talte tre erfarne herrer i byggebranchen, Johannes Joyce Henriksen fra rådgivningsvirksomheden Søren Jensen, Klaus Kellermann fra Roskilde Kommune og Søren Tscherning fra entreprenørfirmaet af selvsamme navn, om gevinster, klimaaftryk og udfordringer, når der bygges af genbrugsmaterialer. Overskriften på indlægget var `Genbrug – fra vision til virkelighed`.
Søren har taget sin egen medicin og bygget Tscherninghuset. Et 1.600 m2 stort domicil i Hedehusene som er udarbejdet af 90% genbrugsmaterialer. Der er brugt store betonelementer fra egne nedrivninger, mursten fra en gammel skole, trægulv fra et nedlagt smedeværksted og mange andre materialer fra diverse nedrivningsopgaver. Der har ikke været et snorlige projekt, når alt afhænger af hvilke materialer, der er tilgængelige på det tidspunkt, der er brug for dem på. Men det har været det hele værd i erfaringer ifølge Søren.
– Jeg vil gå forrest, finde løsninger og alternative tilgange. Jeg vil tage min egen medicin og være den modige bygherre, som jeg selv efterlyser, sluttede Søren sin præsentation.
Lokalet var pakket til bristepunktet af engagerede tilhørere. Trods et meget lunt lokale var spørgelysten stor. Alle tre repræsentanter var meget enige om, at udviklingen indenfor brugen af genbrugsmaterialer skal skubbes i gang af høje ambitioner. Der skal fx udarbejdes en samlet markedsplads for genbrugsmaterialer, som skal give den fleksibilitet, der er nødvendig. Der skal mere fokus på grønnere alternativer allerede tidligt i byggeprocessen – gerne allerede i idefasen.
Billeder: Søren Tscherning ved Circular Build Forum (øverst) og receptionen i Tscherninghuset (nederst)
