Ring til os på +45 7020 7050, eller udfyld formularen – så vender den rette medarbejder tilbage til dig hurtigst muligt.
I en skov ved Hedehusene er en ny kæmpe flyttet ind. Trolden “Georg og Fuglen”, skabt af den verdenskendte genbrugskunstner Thomas Dambo, blev officielt vækket søndag den 17. maj – bygget af genbrugstræ fra Tschernings egne projekter.
Men trolden er mere end et kunstværk i naturen. Den er også et symbol på, hvordan grøn omstilling og social ansvarlighed kan gå hånd i hånd.
Fra nedrivning til nyt liv
Hos Tscherning arbejder vi hver dag med transformation – både af materialer og bygninger. Med “Georg og Fuglen” er overskudstræ fra nedrivningsprojekter blevet forvandlet til et nyt samlingspunkt i naturen, hvor børn og voksne kan gå på opdagelse og lade fantasien få frit spil.
Trolden er bygget på skruefundamenter fra Fremtidens Fundament, et selskab i Tscherning Gruppen, og rummer samtidig en særlig del af Tschernings historie: En støbejernsfugl skabt af Georg Tscherning, virksomhedens grundlægger.
”I Tscherning har vi en mission om, at vi skal tænke mere cirkulært – genbruge mere og smide mindre ud. Selvom en stor del af vores forretning handler om at rive ned, vil vi bidrage til, at materialer får nyt liv, og at vi passer godt på både miljøet og naturen,” siger administrerende direktør Søren Tscherning.
Et projekt bygget af mennesker
Projektet fik samtidig en helt særlig menneskelig dimension. I samarbejde med Høje-Taastrup Kommune blev fem ukrainske flygtninge en del af byggeriet, hvor de arbejdede side om side med Thomas Dambos team og Tschernings medarbejdere.
Det blev hurtigt tydeligt, at samarbejdet rummede langt mere end praktisk hjælp.
”Vi havde brug for ekstra hænder der kunne være med til at vække trolden Georg til live. Derfor tog vi fat i Høje-Taastrup kommune, som ligesom os så muligheder, og her var det oplagt at få hjælp af vores ukrainske venner, som virkelig havde hænderne godt skruet på – derfor fortsætter tre af dem også i en fastansættelse” siger Søren Tscherning.
For Tscherning er projektet et konkret eksempel på, hvordan virksomheder kan bidrage til både grøn og social bæredygtighed gennem handling.
Et nyt sted at samles
Ved indvielsen deltog borgmester Michael Ziegler, som fremhævede betydningen af samarbejdet og det nye udflugtsmål i kommunen.
”Det er fantastisk at se en lokal virksomhed som Tscherning tage teten og skabe et samlingspunkt, der kombinerer kunst, leg, bæredygtighed og socialt ansvar. Thomas Dambos trolde er kendt i hele verden for at få folk ud i naturen, og at vi nu har fået ‘Georg og Fuglen’ her i Hedehusene – skabt i fællesskab med nye borgere i vores kommune – er en stor gevinst for alle,” siger Michael Ziegler.
“Georg og Fuglen” er en del af Thomas Dambos internationale troldeunivers, som hvert år får tusindvis af mennesker verden over til at søge ud i naturen. Nu har Hedehusene fået endnu et eventyrlige vartegn – bygget af genbrugte ressourcer, stærkt håndværk og nye fællesskaber.
Trolden er offentligt tilgængelig for alle og kan findes via det globale troldekort på https://trollmap.com/