Cirkulær betonløsning vinder Tscherningprisen

05.11.2025:

Årets Tscherningpris gik på sidste dagen af Building Green konferencen til Circrete, som har udviklet en løsning, som gør det muligt at genbruge bærende betonelementer direkte i nye byggerier. Juryen fremhæver Circrete for at have flyttet genanvendelse af beton fra pilotprojekter til mainstream praksis – og for at tage fat om problemet med én af de store CO2-syndere i byggeriet.

 

“Genbrug i byggeriet har længe været forbundet med kompromiser. Circrete tager fat om roden på ét af de helt store syndere i byggeriet – nemlig genanvendelse af betonelementerne, som binder rigtig meget CO₂. Det er modigt, veldokumenteret og viser vejen for vores branche, der står midt i et nødvendigt opbrud.” Siger Søren Tscherning, adm. direktør i Tscherning A/S og initiativtager til Tscherningprisen.

 

Juryens begrundelse:

Hvert år genereres omkring 800.000 kubikmeter betonaffald i Danmark og langt det meste bliver knust eller deponeret. Circrete har udviklet en løsning, der gør det muligt at genbruge bærende betonelementer direkte: søjler, bjælker, vægge og dæk.

Det er en teknologisk og dokumentationsmæssig landvinding, som gør genbrug sikkert, målbart og økonomisk attraktivt – og som reducerer CO₂-aftrykket markant, i mange tilfælde til nul i livscyklusvurderingen.

Circrete viser, at den grønne omstilling ikke kun handler om nye materialer, men om at bruge de eksisterende bedre. Juryen hædrer virksomheden for at bevise, at cirkulær økonomi i byggeriet kan være både ansvarlig og skalerbart.

 

“Vi er utroligt stolte af anerkendelsen. Vores mål har hele tiden været at bevise, at det faktisk kan lade sig gøre at genbruge beton i stor skala – sikkert, dokumenteret og uden at gå på kompromis med kvaliteten,” siger Annika Bang Thomsen, CEO og medstifter af Circrete.

“Der ligger et kæmpe potentiale i at gentænke de materialer, vi allerede har. Vi håber, at prisen kan inspirere flere bygherrer og rådgivere til at se genbrug som et professionelt valg – ikke et eksperiment.”

 

Vinderen af Tscherningprisen 2025 blev offentliggjort på sidste dagen af Building Green i København, hvor Sara Bro var vært ved uddelingen. Med prisen fulgte 100.000 kroner, som blev overrakt af juryens formand, Søren Tscherning.

 

Tscherningprisens jury 

Tscherning er ikke alene om at arbejde mod en mere klimavenlig bygge- og anlægsbranche – eller med synspunktet om, at det er værd at hylde dem, der bidrager med noget nyt og anderledes. Sammen med Søren Tscherning har en kvalificeret jury, bestående af eksterne fagpersoner med forskellige perspektiver, udvalgt prismodtageren. Juryen er med til at sikre en bred faglig vurdering og med til at løfte og udbrede ambitionerne bag prisen.

Juryen består i 2025 af følgende medlemmer: 

·         René Brandt, Administrerende direktør, Ikano Bolig

·         Lasse Lind, Arkitekt og partner, GXN hos 3XN/GXN

·         Thomas Dambo, Kunstner

·         Olga Truelsen, Fagleder for cirkulære materialer og transformation, Søren Jensen A/S

·         Maria Preilev, Forretningsleder for cirkulær økonomi, Teknologisk Institut

·         Søren Tscherning, CEO, Tscherning Gruppen

 

Fakta om Tscherningprisen 

 

·         Uddeles én gang årligt af Tscherning

·         Legat på 100.000 DKK

·         Tildeles studerende, forskere, virksomheder i og omkring byggebranchen

·         Fokus på ressourceansvarlighed, nytænkning og den grønne omstilling

 

Yderligere oplysninger
Kontakt venligst kommunikationsafdelingen på tlf. 53 36 60 67.

 

Har du spørgsmål om vores projekter eller ydelser? Vi er klar til at hjælpe!

Ring til os på +45 7020 7050, eller udfyld formularen – så vender den rette medarbejder tilbage til dig hurtigst muligt.

Se vinderen af Tscherningprisen 2025!

Læs mere om byggeriets grønne pris
og se hvem der vandt prisen i år.

Læs mere