Det sker
  • Tscherning arbejder videre: Dagligdag under særlige forhold

Tscherning arbejder videre: Dagligdag under særlige forhold

Selvom store dele af landet er lukket ned, så er mange byggepladser stadig åbne – byggeriet er nemlig et af de områder, hvor man stadig kan arbejde på forsvarlig maner – så længe det foregår med omtanke.

På Taastrup station er det tydeligt, at verden er lidt i Tomgang. Der er stort set øde på perronen.
På Tschernings byggeplads i den gamle stationsbygning lige ved siden af, er det ikke dog ikke umiddelbart til at se, at der skulle være noget forandret. I hvert fald ikke før, man kigger grundigt efter.

Stadig travlt
- Altså, vi spritter jo hænder af hele tiden, fortæller nedriver Thomas Lindholm, der er en af Tschernings folk på pladsen. 
For tiden har han travlt med at banke en skorsten og en elevatorskakt ned. Og travlt er kodeordet, for han og de øvrige folk i produktionen på pladsen har ikke mærket nogen som helst nedgang i arbejdsmængden i den seneste tid.
- Nej tværtimod. Vi løber stærkt. Jeg skal ikke kunne sige, hvordan det ser ud inde på kontorerne og den slags, men herude har vi rigeligt at lave, siger Thomas.

Ikke den store forskel
Han og kollegerne mærker i det hele taget ikke så meget til coronakrisen, når de er på arbejde. Det er jo ikke fordi man sidder lårene af hinanden til dagligt, når man river ned. Og meget af tiden går man i forvejen med masker. Den største forskel er nok, at de deler sig lidt op, når de spiser frokost.
- Vi sørger for, at vi kun sidder tre inde i vognen og spiser. Sådan med god afstand. Og så spritter vi igen lige hænder og borde og det hele af. Men det er vist den største forskel, mener Thomas, der dog glæder sig til, at Danmark bliver mere normalt igen. Men det er mest fordi han så kan komme til at besøge sin familie igen med lidt bedre samvittighed.

Gå tilbage