Ring til os på +45 7020 7050, eller udfyld formularen – så vender den rette medarbejder tilbage til dig hurtigst muligt.
Anders Strange Sørensen er tiltrådt som ny Bæredygtigheds- og udviklingschef hos Tscherning. Med ansættelsen styrker virksomheden sin strategiske indsats inden for social bæredygtighed, cirkulær nedrivning, genanvendelse af byggematerialer og ESG.
Anders kommer fra en stilling som bæredygtighedschef hos Enemærke & Petersen, hvor han gennem ni år har arbejdet med at integrere bæredygtighed i både organisation, processer og byggeprojekter. Han har blandt andet udviklet løsninger, der systematisk sikrer genbrug af byggematerialer, styrker dokumentationen af bæredygtighed og skaber bedre rammer for social beskæftigelse i byggebranchen.
Tscherning vil sætte retningen
Hos Tscherning skal han bygge videre på virksomhedens stærke position inden for anlæg, genanvendelse og cirkulær nedrivning – og samtidig være med til at løfte arbejdet med socialt ansvar og udviklingen af en mere rummelig og fremtidssikret byggebranche.
”I Tscherning skal vi ikke bare følge med markedet; vi vil præge det. Vi har allerede vist, at vi kan gå forrest inden for reducering af CO2 forbruget, genanvendelse og cirkulær nedrivning. Med Anders ombord bliver den dagsorden bredere, så den også handler om mennesker. Bæredygtighed er ikke kun miljø – vi skal også passe på hinanden,” siger Søren Tscherning, administrerende direktør i Tscherning.
Ansættelsen sker i forlængelse af Tschernings målrettede satsning på bæredygtighed og virksomhedens første ESG-rapport. Anders Strange Sørensen får en central rolle i at videreudvikle bæredygtighedsindsatsen på tværs af organisationen, herunder arbejdet med klima, genanvendelse, rapportering og sociale initiativer.
Bæredygtighed handler også om mennesker
For Anders Strange Sørensen var det netop Tschernings ambitioner om at flytte branchen, der gjorde stillingen særlig attraktiv.
”Det, der for alvor trak mig til Tscherning, er ambitionerne om at rykke branchen. Vi deler ønsket om at flytte både faget og menneskene bag det. Tscherning er allerede stærke på den cirkulære del, og nu skal vi løfte det sociale ansvar lige så seriøst,” siger Anders.
Med ansættelsen styrker Tscherning sin position som en af Danmarks førende aktører inden for bæredygtig nedrivning, cirkulær økonomi og genanvendelse af byggematerialer – med et tydeligt fokus på både klima, ressourcer og mennesker.