Ring til os på +45 7020 7050, eller udfyld formularen – så vender den rette medarbejder tilbage til dig hurtigst muligt.
Nye idéer, bæredygtige løsninger og fremtidens talenter skal styrke byggebranchens grønne omstilling. Derfor indgår Tscherning nu et treårigt partnerskab med Fonden for Entreprenørskab.
Hvordan bygger vi mere cirkulært? Hvordan reducerer vi CO₂-aftrykket? Og hvordan gør vi bedre brug af de ressourcer, vi allerede har?
Det er nogle af de spørgsmål, fremtidens generationer skal være med til at finde svar på. Derfor indgår Tscherning nu et partnerskab med Fonden for Entreprenørskab, som hvert år når ud til tusindvis af børn, unge og studerende gennem entreprenørskabsforløb og iværksætterinitiativer.
Partnerskabet løber over tre år og bygger videre på ambitionerne bag Tscherningprisen, som sidste år blev uddelt til circrete. Frem for et enkeltstående projekt vælger Tscherning nu at investere i et langsigtet samarbejde med Fonden for Entreprenørskab. Samtidig øges det årlige investeringsbeløb, så endnu flere unge får mulighed for at udvikle idéer og løsninger, der kan bidrage til fremtidens byggeri.
Fra grundskole til startup
Partnerskabet omfatter blandt andet Fonden for Entreprenørskabs program Next Level, hvor elever fra 7. til 10. Klasse arbejder med virkelighedsnære udfordringer og udvikler egne idéer og løsninger.
Derudover støtter Tscherning Mikrolegat, som hjælper studerende og unge iværksættere med at udvikle og realisere nye forretningsidéer.
Særligt skal de mikrolegater, som Tscherning bidrager til, støtte startups med fokus på cirkulært byggeri, reduktion af CO₂-udledning samt mindre affalds- og ressourceforbrug i bygge- og anlægsbranchen.
Investering i fremtidens løsninger
For Tscherning handler samarbejdet både om at inspirere flere unge til at arbejde med bæredygtige løsninger og om at skabe forbindelser mellem uddannelse, innovation og byggebranchen.
“Hvis vi vil ændre noget ved den vanetænkning, der er i branchen, er det vigtigt, at vi giver en hånd i ryggen til dem, der har mod på at komme med nye idéer og perspektiver. Derfor er det vigtigt for os at investere i de mennesker, der skal forme fremtidens løsninger. Vi glæder os til at møde de unge talenter og se, hvilke idéer de bringer med sig,” siger Søren Tscherning, Adm. direktør i Tscherning.
Fælles ambition om at gøre en forskel
Hos Fonden for Entreprenørskab ser man samarbejdet som en mulighed for at bringe unge endnu tættere på de udfordringer og muligheder, der præger fremtidens byggeri.
“Jeg er rigtig glad for, at Tscherning og Fonden for Entreprenørskab nu går sammen om at give endnu flere unge mulighed for at udvikle deres idéer og finde løsninger på nogle af de udfordringer, vi står over for. Det er stærkt samfundsansvar at investere i den næste generation af idéer, talenter og løsninger. En særlig tak til Nathalie Cunin Tscherning og Søren Tscherning for tilliden. Jeg glæder mig meget til samarbejdet og til at se, hvad de unge kommer til at skabe,” siger Christian Vintergaard, CEO hos Fonden for Entreprenørskab.
Med partnerskabet ønsker vi at inspirere flere unge til at udvikle løsninger, der kan bidrage til nytænkning i byggebranchen og skabe værdi for både samfundet og kommende generationer.