Ring til os på +45 7020 7050, eller udfyld formularen – så vender den rette medarbejder tilbage til dig hurtigst muligt.
TT-dækelementer fra en nedrivning i Ishøj er blevet til bænke og plantekummer i Københavns gader. Nu har projektet sikret Tscherning en plads på shortlisten til Recycling Award ved World Demolition Awards 2026.
Det nominerede projekt tager udgangspunkt i nedrivningen af en industribygning i Ishøj, hvor omkring 20-22 TT-elementer blev demonteret med henblik på genbrug frem for den traditionelle løsning, hvor betonen knuses og anvendes som genanvendt tilslag.
Ved hjælp af selektiv nedrivning, præcis skæring og løftearbejde blev elementerne bevaret intakte og senere omdannet til bænke og plantekummer, der i dag indgår i byrummet flere steder i København.
For Tscherning handler projektet om at se bygninger som ressourcer frem for affald.
I nedrivningsbranchen taler vi ofte om genanvendelse. Men den største værdi ligger ofte i genbrug. Beton er samtidig et af de materialer, hvor direkte genbrug kan være svært på grund af manglende standarder og udfordringer med dokumentation og garanti. Derfor arbejder vi aktivt for at hjælpe branchen med at løse de barrierer. Indtil da handler det om at få mest mulig værdi ud af den beton, vi allerede har til rådighed, og finde nye måder at holde materialerne i brug så længe som muligt,” siger Niron Nirmalananthan, bæredygtighedsspecialist hos Tscherning.
Projektet blev udvalgt blandt mange internationale bidrag og er nu shortlistet i kategorien Recycling Award, som uddeles ved World Demolition Awards i Madrid i november 2026.
Shortlistningen er en anerkendelse af den faglige indsats bag projektet og af det tætte samarbejde mellem nedrivningsspecialister, designere og øvrige aktører, der gjorde det muligt at give betonelementerne nyt liv.
Læs mere om casen