Om os

Etiske grundregler

Hos Tscherning har vi udviklet et sæt etiske grundregler som vi, i løbende dialog med vores medarbejdere og samarbejdspartnere, bruger til at sikre, at vores adfærd som virksomhed er etisk ansvarlig.

Vores etiske grundregler understøtter vores værdier, vores 6 grundholdninger og vores ledelsessystems målsætning, regler og retningslinjer, og er en naturlig del af ansættelsesbetingelserne hos os.

content/soeren-tscherning-2.jpg

Virksomhedens ansvar

Tscherning har tilsluttet sig de Forenede Nationers Global Compact og har forpligtet sig til pagtens 10 principper. Vi respekterer, støtter og fremmer menneskerettigheder som anført i de Forenede Nationers deklaration om menneskerettigheder og den internationale arbejdsorganisations konventioner. Tscherning arbejder i overensstemmelse med principperne for god virksomhedsledelse. Vi arbejder løbende struktureret med forbedringer inden for arbejdsmiljø, miljø og kvalitet, og er certificeret efter standarderne ISO 9001, ISO 14001 og OHSAS 18001. Tschernings sociale, miljømæssige og etiske forpligtelser afspejles i al omgang med kunder, medarbejdere, leverandører og andre interessenter, og vi opfører os virksomhedsmæssigt korrekt overalt, hvor vi opererer. Tscherning deltager desuden i Det nordiske Global Compact netværk sammen med mere end 150 ligesindede virksomheder fra Danmark, Sverige, Norge og Island, ligesom vi er medlemmer af Foreningen for Byggeriets Samfundsansvar, der har som formål at udvikle samfundsansvaret i den danske bygge- og anlægssektor.

Overholdelse af lovgivning

Overholdelse af al gældende lovgivning er en vigtig del af Tschernings virksomhedspraksis. Vi samarbejder ikke med konkurrenter om fastsættelse af priser, fordeling af entrepriser eller deling af markeder, og vi indgår ikke hemmelige aftaler med konkurrenter ved udbud og licitationer, ligesom vi ikke drøfter konkurrencemæssige aspekter (såsom prisfastsættelse, rabatter, bonusser, salgsbetingelser o.l.) med konkurrenter.

Forholdet til forretningsforbindelser

I Tscherning sikrer vi os, at vore leverandører, kunder og forretningspartnere er bekendte med vores etiske grundregler, og vi sikrer os samtidig at vores leverancer som minimum lever op til aftalte standarder for kvalitet, sundhed, sikkerhed og miljø hos kunden. Kundens fortrolige oplysninger respekteres og relevante data beskyttes. Kundeklager behandles effektivt, og anses som et værdifuldt bidrag til konstant at sikre, at vi lever op til de højeste standarder i branchen.

Korruption og bestikkelse

I Tscherning er vi modstandere af enhver form for korruption eller bestikkelse og har forpligtet os til at bekæmpe praktisering af dette. Vi konkurrerer således om opgaver på retfærdige vilkår og udelukkende på baggrund af de positive egenskaber i vores leverancer og ydelser. Uden hensyn til lokal kutyme er personlig honorering, returkommission eller bestikkelse mellem Tscherning og kunder, leverandører eller embedsmænd strengt forbudt. Det er ikke tilladt at modtage gaver eller andre gratis ydelser fra forretningspartnere, medmindre det er sædvane i det pågældende miljø og er af begrænset værdi eller har et forretningsmæssigt formål.

Arbejdspladsstandarder

I Tscherning sikrer vi ordentlige arbejdsforhold for vores medarbejdere, herunder hensigtsmæssige sundheds- og sikkerhedsstandarder. Vi tolererer ikke nogen form for diskrimination mod ansatte i forbindelse med ansættelse og beskæftigelse. Alle medarbejdere er berettiget til retfærdig og ligeværdig behandling. Vi respekterer foreningsfriheden og retten til at forhandle kollektivt. Alle medarbejdere har ret til at tilslutte sig eller danne fagforeninger. Tscherning gør ikke brug af tvungen arbejdskraft, og i overensstemmelse med internationale konventioner ansætter Tscherning ikke mindreårige. I Tscherning tilbyder vi en passende løn, der som minimum følger lokale aftaler og bestemmelser. Vi støtter indførelse og opretholdelse af minimumsløn. Alle medarbejdere tilbydes via Tscherning Akademiet uddannelsesmuligheder, der er relevante for det arbejde, de udfører. Tscherning respekterer medarbejderes fortrolige oplysninger, og relevante data beskyttes i overensstemmelse hermed.

Personlig adfærd

Vi forventer af alle vores medarbejdere, at de overholder loven. I situationer, hvor hverken lovgivning eller regler styrer den personlige adfærd, forventer vi, at vores medarbejdere som repræsentanter for Tscherning udviser sund dømmekraft, rettidig omhu, og lever op til Tschernings værdigrundlag og vores 6 grundholdninger. I tvivlstilfælde skal den enkelte drøfte sagen med sin nærmeste leder eller en anden ledende medarbejder. Kollegaer, kunder og andre forretningspartnere skal behandles med respekt og retfærdighed. Diskrimination og chikane, herunder seksuel chikane, accepteres ikke i Tscherning. Ingen ansatte i Tscherning må være under påvirkning af alkohol eller narkotika i arbejdstiden.