Videoer
  • Helt tæt på kuglen
25 / 01 / 2016

Helt tæt på kuglen

Filmet med drone. Vi kunne ikke dy os for at benytte den skønne beliggenhed på Kalundborg Havn til at optage en nedrivning, som den ser ud for os nedrivere.

Nu har vi beviset. Nedrivning er fascinerende og ret cool.

Maskinen, der foretager nedrivningen på DLG-siloen i Kalundborg, er en Hitachi CX500 kran med en vægt på 50 ton.

På nedrivningen i Kalundborg benyttes begge to spil, så maskinføreren kan styre den 2 tons kugle. Den har max tårn på, dvs 52 meter, og kan dermed næsten nå toppen af DLG-Siloen, der på højeste sted er 48 meter.

På videoen ser man bl.a. kuglen slå mod toppen. For at nå toppen står maskinen på brokker, der er samlet omkring siloen fra de første måneders nedrivning.

Senere på Kalundborg-nedrivningen skal maskinen fungere som kran. Det sker, når den sidste del af siloen skal rives ned. Siloens bagside står mindre end 1 meter fra en kontorbygning, der skal blive stående, og hvor der hver dag under hele nedrivningen sidder folk og arbejder. Sidste del skal altså ske med udpræget forsigtighed, og her vil Hitachiens kranfunktioner blive benyttet til at holde styr på brokkerne, både i faldet og ifm klipning med langarm.

Der er også mulighed for at sætte fly-jib eller grab på Hitachien samt at benytte de to spil til fx elementmontage.

Hans Hansen og hans maskine

Maskinen er godt 20 år gammel og har gennem alle årene været ført af den samme maskinfører, Hans Hansen. Han er den eneste, der fører den. Og formentlig den eneste dansker, der kan føre maskinen på en kuglenedrivning. Med andre ord følger manden maskinen, når den lejes ud, og det gør den jævnligt. Hans og hans maskine har været landet rundt på nedrivninger, primært på de store og ofte høje produktionsbygninger og siloer, hvor den kan nå længere end de langarmsmaskiner, der i dag ofte benyttes.

Når G. Tscherning har tilbudt kuglenedrivning på DLG-Siloen i Kalundborg, er der flere årsager til det. Dels bygningens højde – Hans og hans maskine kan faktisk nå. Dels bygningens placering. Mange siloer bliver sprængt, men det er ikke muligt på stedet. Desuden er kuglenedrivning ofte både billigere og hurtigere end nedrivning med langarm – blandt andet i dette tilfælde.

Fuldt hus i nedrivningsbiografen

At kuglenedrivning er fascinerende er sidegevinsten.

Siden første dag har de lokale fulgt nedrivningen tæt, og mangt en kop morgenkaffe og madpakke bliver dagligt indtaget med nedrivningen som lærred. De fire Tscherning-folk på pladsen, et godt sammentømret sjak, der har arbejdet sammen i årevis, får masser af spørgsmål fra nysgerrige.

Men DLG-Siloen har også været en erklæret øjebæ for byen i årtier og både kommune og lokale glæder sig til den er væk og ikke længere kaster skygge fra dens placering på kajkanten lige foran den gamle bydel.

G. Tscherning startede nedrivningen af DLG-siloen i januar 2015 efter en måneds miljøsanering og er færdig i forsommeren. Til den tid er ca. 20.000 ton beton og betydelige mængder jern kørt væk fra stedet.

Gå tilbage