Projekter
  • Projekt: Nedrivning af Silo på Kalundborg Havn
08 / 01 / 2016

Projekt: Nedrivning af Silo på Kalundborg Havn

I starten af december påbegyndte vi opgaven med nedrivning af DLG-siloen på Vesthavnen i Kalundborg, der er en bygning med stor symbolsk betydning for Kalundborg og byens historie som betydningsfuld erhvervshavn.

Bygningerne er nu ved at være miljøsaneret og ryddet indvendigt, og vi kan derfor snart gå i gang med at fjerne den 48 meter høje tidligere kornsilo.

Selvom mange i almindelighed interesserer sig for vores arbejdspladser, når vi stiller op for at skabe plads og fornyelse, oplever vi alligevel en markant øget interesse når vi foretager nedrivning af så store bygningsværker som DLG-Siloen.

For mange i Kalundborg er nedrivningen af DLG-Siloen, der ligger centralt ved byens havnefront, en begivenhed, man har set frem til i årevis, og borgerne i Kalundborg får da også en unik mulighed for, at følge vores arbejde med denne spændende opgave på nærmeste hold.

Det meste af siloen bliver slået ned med kugle, monteret på en af vores største og stærkeste maskiner, der er forsynet med en 52 meter lang arm og wirespil til at holde styr på kuglen, men også flere andre store maskiner kommer på banen i Kalundborg i forbindelse med nedrivningen.

Med siloens forsvinden får en bydel bedre udsigt til vandet, og udsigten fra vandsiden, der i forvejen domineres af domkirken, ændres betydeligt. Kalundborg får dertil en stor ledig grund på et attraktivt område, hvor man allerede i flere år har været i gang med forberedelserne til udvikling af området.

Fuldt hus i nedrivningsbiografen

At kuglenedrivning er fascinerende er sidegevinsten.

Siden første dag har de lokale fulgt nedrivningen tæt, og mangt en kop morgenkaffe og madpakke bliver dagligt indtaget med nedrivningen som lærred. De fire Tscherning-folk på pladsen, et godt sammentømret sjak, der har arbejdet sammen i årevis, får masser af spørgsmål fra nysgerrige.

Men DLG-Siloen har også været en erklæret øjebæ for byen i årtier og både kommune og lokale glæder sig til den er væk og ikke længere kaster skygge fra dens placering på kajkanten lige foran den gamle bydel.

G. Tscherning startede nedrivningen af DLG-siloen i januar 2015 efter en måneds miljøsanering og er færdig i forsommeren. Til den tid er ca. 20.000 ton beton og betydelige mængder jern kørt væk fra stedet.

Foto: TV Kalundborg

Gå tilbage